Lørdag med forelskelse

Det er mørkt udenfor. I et kvarter med mange flagermuse, er jeg også først lige stået op. Der gik 18 år og ikke mere, før jeg opdagede at jeg egentlig er god nok. Det er mærkeligt som ting går op for mig for tiden. Rygestop var ikke spor svært og Katrine der før var storryger og havde røget i 4 år, er nu ikke-ryger. Endelig.

I går var der fest i Felsted. Attenårs med tusind mennesker. Tusind mennesker jeg skulle gøre et godt indtryk på. Det ender altsammen ud i panik og druk fra sans og samling, til jeg stod og dansede noget der aldrig aldrig aldrig må blive kaldt dans! Det var en sjov aften og trods i dags tømmermænd, har i dag også være dejlig. Dejlig er jo faktisk ordet, det er det i hvert fald blevet. Rune er dejlig. Rune, Katrine og kærligheden. Det kan jeg sagtens vænne mig til det her, så lad det blive ved for guds skyld, måske også for en gangs skyld.

Ja, fordi det går så stærkt med kærlighed, ved jeg ikke om det kaldes forelskelse. Det er i hvert fald en følelse der er fantastisk. Aldrig har jeg passet så godt sammen med en person, tror jeg!

Apropos at passe godt, så tror jeg læseferie er noget jeg vil befinde mig godt i. Et rigtig behageligt stykke tøj, der aldrig behøver vask. Pt har jeg 17 dage, hvor jeg absolut ingen planer har! DELICIOUS!

Jeg vil gerne lægge noget til potentielle læsere.

Som en fugl mod ruden

Banker dit hjerte pludselig imod mit

Og ikke imod på en negativ måde

Jeg have bare ikke forventet det

Så som et insekt mod et åbent vindue

Kan du ikke finde ud igen og det gør mig ingenting

Og jeg forventer ingenting

Så du giver mig mere end jeg kan bære

Men alt det i favnen læsser jeg lidt af på dig

Med alt det i favnen holder du stadig min hånd

Så meget kærlighed og det gør mig ingenting

Jeg er endelig ved at finde den rigtige vej

Du kysser mig i online og i virkeligheden

Det gør mig pludselig ingenting

SÅ i dag sender jeg kærligheden ud til Rune og til solskin, det er også lidt en hentydning til at den endelig må blive ved med at skinne på mig og på Danmark. Dejlige grønne forelskede Danmark, der når solen står op, vil omfavne menneskeligheden og evnen til at smile…

Den første tirsdag i december..

Velkommen, december. Velkommen, fra en pige, der har besluttet sig for at være sur hele julen. En pige, der ikke tror på at julen i år, nogensinde ville frembrine den samme følelse som den har gjort de andre år. En pige der har fået kalendergaver, smilet og sagt tak. En pige, der ikke engang er begyndt på sin chokoladejulekalender og som nok aldrig får hængt julepynt op. En pige der har besluttet sig for, den første tirsdag i december, at ligge sig syg. Ja, december, velkommen. Det er ikke nogen positiv velkomst.

..Og det burde slet ikke være sådan! Jeg, der elsker jul højere end alt andet. Katrine, der plejer at gå rundt med sommerfugle i maven og smile kæmpestort, fordi hun ikke kan lade hver, hele december og så straks være klar til at fejre nytår lige når julen er på sit højeste. I år har jeg ingen at elske op til jul, der ligger ikke en gave under min kærestes juletræ, hvor jeg tænker; “bare han dog kan lide den!” -og hvor det i det hele taget er nok til at starte sommerfuglene op. NÆ, for jeg har INGEN kæreste. Jeg er bare mig i år, katrine, og jeg er fandens ensom. Julen er gået i stå. Halvdelen af vennekredsen er uvenner over misforståelser ved den årlige julefrokost, der sikkert alligevel ikke bliver til noget. Jeg har af en eller anden grund ikke fået ret meget i løn, og er godt og grundigt flad når der skal bruges flest penge. Jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal holde nytår. Den kjole, hvilken skulle redde julen i år, er blevet revet i stykker, en ubehagelig nat i byen. Den ubehagelige nat der giver mig mareridt. Det gør min ekskæreste for den sags skyld også. Jeg vågner omkring én gang, hver nat, svedende, rystende og klar til at bryde ud i gråd. Jeg har taget på, igen.

..og det eneste jeg egentlig ber om, for at smilet på mine læber forvandler sig fra; “facade,facade,facade,facade,facade!!” til; “()&%¤%#¤ hvor er jeg dog lykkelig”, er en dreng at holde i hånden. En at putte sig ind til når de frysende decemberaftener indtager. En jeg kan snakke med og kysse med. En der kan lide mig. Andet ber jeg ikke om, han findes vidst bare ikke.. mere. jeg har ham egentlig også tegnet og personliggjort, i mit hovede. Han ligner min eks på en prik og derfor kan jeg godt lade hver med at bede med det samme. DET SKER ALDRIG.

…det her var bare en masse fustrationer.

god december. wordpress.